Resultater af EU-betalt forskning i magnetfelters virkning på bl.a. prostaproblemer og ufrivillig vandladning.

I forvejen vidste mange videnskabsmænd i USA og i det daværende Sovjet, samt enkelte europæiske forskere, at magnetiske bølger i det ekstremt lavfrekvente område (her max. 40 svingninger pr. sekund) havde gunstig virkning på blodcirkulation-hastigheden, på iltoptagelsen og på dannelsen af røde blodlegemer. Åltså 3 faktorer, der var vigtige for legemets selv-helbredelse.

I USA var magnet-terapi allerede i 1979 blevet godkendt af FDA (den amerikanske 'Sundhedsstyrelse'), til behandling af brud som ikke ville vokse sammen (pseudartrose), skinnebenssår samt fantomsmerter. Dr. C.A.L Bassett, (Columbia-Presbyterian Medical Center) og hans stab ledede i 1974 et verdensomspændende forsøg med 1.007 patienter der alle led af pseudartrose. Alle havde været handicappede i gennemsnitligt 4,7 år, og alle havde gennemsnitligt gennemgået 3-4 mislykkede operationer for de ikke sammenvoksede brud. Der var betændelse i brudstedet hos 35% af patienterne.

Da resultaterne blev gjort op, var 81% af patienterne på Bassett's eget hospital fuldstændigt raske, og på de øvrige udenlandske behandlingscentre blev 76% fuldstændigt raske. (Pulsing Electromagnetic Field Treatment in Ununited Fractures and Failed Arthrodeses, Basset et al, Journal of the American Medical Association (JAMA), Feb. 5,1982 - Vol.247, No 5).

I Sovjet havde de små samfund i de nordlige, uvejsomme skov- og mineområder 'magnetiske køleskabe' til at opbevare skov- og minearbejderes eget frisktappede donorblod - samt afrevne eller afsavede fingre, tæer eller kødlunser. Disse holdt sig friske dagevis, i indtil en læge omsider kom og syede det fast igen! Efter operationerne fik patienterne magnet-behandling, og kom sig meget hurtigere end man kunne forvente. (Karlov.M.: Operation in a Magnetic Field. Health page, Soviet Union nr. 2 (345), 1978).

I universiteternes databaser ligger videnskabelige arbejder mere end 25.000 rapporter over videnskabelige arbejder med magnetfelt-behandling.

Dr. Jerabek skriver i sin introduktion at kronisk betændelses påvirkning af prostatakirtlen, blæren og urinrøret er et af de mest intensivt undersøgte problemer, og da sygdomsårsagen er uklar er behandlingen ofte meget vanskelig. Tre hovedsagelige syndromer er: Smerter, sexuelle problemer, samt irritation over ikke at kunne funktionere ordentligt. Videre skriver Dr. Jerabek at behandlingen altid har skullet være kompleks ved at skulle bestå af ændrede daglige vaner, medicin, fysioterapi, psykoterapi, badeterapi, operation, tekniske hjælpemidler eller andet.
Derfor følte Dr. Jerabek og hans stab, at de med deres erfaring med sådanne problemer på den urologiske klinik var forpligtede til at gå nye veje for at kunne behandle deres patienter mere succesrigt.

Til deres forsøg udviklede de et lille hjemmebehandlingsapparat MiniMag. Dette kunne tilsluttes både en almindelig lys stikkontakt, samt 24 eller 12 Volt fra bil, bus, traktor, båd eller campingvogn. strømforbrug som en 15 Watt pære. Vægt inklusive opbevaringstaske 1,8 kg. Behandlingsmodulet er helt ufarligt, selv i våd tilstand, da det kører på 12 Volt. Apparatet består af strømforsyningen (fra 230 til 12 Volt eller stikprop til bilens cigartænder), en lille computer med mikroprocessor, og 2 behandlingsmoduler: En 3 cm tyk blød universalmagnetpude på 12x16 cm, og en 2 cm. tyk blød magnetpude på 52x40 cm.
Efter et tryk på en startknap i ca. 15 minutter, hvorefter det selv slukker. Magnetbølgerne pendler mellem 4 og 40 Hz.

Den lille pude anvendes mod f.eks. prostata- og vandladningsproblemer, ved at man simpelthen sætter sig på på den i en stol.
Desuden anvendes den mod skinnebenssår, nakkesmerter, bihulebetændelse, tennisalbue m.v.
Den store pude anvendes f. eks. mod lændesmerter. Lægerne anvendte f. eks. puden ved den succesfulde afprøvning af apparatet på Prags 513 buschauffører, der fik ondt i lænden af de mange huller i gaderne, men i denne artikel bliver det for omfattende også skrive dette.

De 21 forsøgspersoner var mellem 24 og 68 år.
Gennemsnitligt havde deres prostataproblem varet 3½ år.
Ingen af patienterne havde implanteret pacemaker af den ældre type (disses arbejdsrytme kan nemlig forstyrres af magnetbølgerne).
Behandlingen foregik ved at patienterne lånte et apparat med hjem sammen med et behandlingsskema. Under behandlingen, der foregik fuldt påklædt, sad de på den lille magnetpude på en almindelig stol. Mellemkødet blev derved lokalbehandlet.
Første og anden uge behandlede de sig 2 x 15 minutter hver dag.
Tredje uge kun mandag, onsdag og fredag.
Fjerde og femte uge kun tirsdag og torsdag.
Sjette og syvende uge kun om mandagen.
Ottende uge ingen behandling.
Niende, og dermed sidste uge kun mandag.

Patienterne blev altså langsomt behandlingsnedtrappede efter en intensiv opstart, hvilket også stemmer overens med andre forskeres og magnet terapeuters procedure ved f.eks. mere eller mindre kroniske tilstande af betændelse i seneskede, led, hårsæk, livmoder, æggestok, skinnebenssår og bihuler, samt tennisalbue, frossen skulder, acne, m.v.

Patienterne blev undersøgt i alt 3 gange i f.m. behandlingen:
1:   Før behandlingen.
2:   Efter 10 enkeltbehandlinger, og
3:   3-4 måneder efter behandlingens afslutning.

Resultaterne af analysen viste at såfremt man tog et gennemsnit af de førnævnte 3 mest udtalte problemer: smerte, sexuelle problemer, samt irritation over ikke at kunne funktionere ordentligt, var godt 80% af alle forsøgspersonerne mere end tilfredse, og udtalte, at at de aldrig havde troet at livet igen kunne leves så let og ubesværet.
Men det uforklarlige er at de først udtalte sig sådan ved den sidste spørgerunde - nemlig hele 3 måneder efter at behandlingerne var afsluttede!

1. Magnetfelt terapien var ekstremt effektiv, hovedsageligt mod smertesynsbilledet hos patienter der led af kronisk prostatitis. Signifikant positive ændringer blev yderligere rapporteret ved sexuel dysfunktion og klager over ikke-kontrolterbar urinering.

2. Ikke alene blev der konstateret subjektive forandringer, men også urinstrømmens ensartethed blev forbedret hos 83% af patienter med patologiske peniskrumninger. Især var der tydelige tegn på at muskelkramper i bækkenbunden var reduceret. Dette falder godt i tråd med lignende observationer ved muskelsammentrækninger langs med hvirvelsøjlen hos personer med lændesmerter.

3. Hos 61% af patienter med positivt dyrkede bakterier forsvandt betændelsen straks, hvis magnetbehandlingen blev givet sammen med antibiotika. (Denne potentielle kombi-effekt er velkendt fra andre litterære data). Vigtigst var det faktum at der ingen forandring var i PSA.

4. Der var 20% der ikke fik glæde af behandlingsforsøget (5% heraf rapporterede om lettere midlertidig forværring af problemet).
AlIe 20% viste sig at have en over 10 års gammel sygehistorie, og deres prostatitis befandt sig allerede før igangsættelsen af forsøget i et fibrøst (muskel)degenerativ stadium.

5. Magnetfelt terapi viste sig i forsøget som værende smertestillende og betændelsesreducerende, ligesom det tidligere er bevist ved andre, hovedsageligt rheumatiske sygdomme. Terapien burde anvendes hovedsageligt ved relativt nye tilfælde hvor de muskeldegenerative forandringer ikke er så fremskredne. Kombinationen med antibiotika er gunstig.

6. At der i forsøget ikke indgår nogen placebo-effekt menes dokumenteret derved at der var minimal behandlingseffekt umiddelbart efter behandlingernes afslutning, men derimod markante lindringer af sygdommen 3 måneder efter behandlingernes afslutning.

I USA sælges hjemmeapparater for omkring 23 tusind kroner (The Lancet, Science and Medicine, Vol 347, 25. maj 1996). I Skandinavien koster hjemmeapparaterne under 10 tusinde, og kraftige klinikapparater omkring 40-100 tusinde kroner.