Det første er det er sunde, naturlige, miljøvenlige, svagt pulserende jordmagnetfelt som vi i mange generationer har levet i balance med og ikke kan undvære.
Det andet magnetfelt er det kunstigt frembragte, skabt af højspændingsledninger, jordkabler, fjernsyns- og radiosignaler, lysstofrør, TV- og EDB-skærme, mikrobølgeovne og andre tekniske apparater og installationer. Disse typer magnetfelter betragtes af mange som usunde felter.
Det tredje er de af forskere og læger udviklede terapeutiske magnetfelter. De mest benyttede af disse pulserende felter har bølgeområder i lavfrekvensområdet (under ca. 100 Hz.) - svarende til de målbare felter som mennesker og dyr selv frembringer til brug for intern elektromagnetisk kommunikation. Disse 

bølgeområder måles f.eks. som EKG og EEG, der bruges i diagnostik.

Mange forsøg har vist, at mennesker, dyr og planter ikke kan trives hvis der er underskud af den naturlige jordmagnetisme. Astronauter har kunstige magnetfelter i deres sovebrikse, idet der i det ydre rum INTET jordmagnetfelt findes. Forsøg med dyr viser helt klart at når de tvinges til at leve i et jernbur med 30 cm. tykke stålvægge, hvorigennem intet magnetfelt kan trænge, pådrager de sig hurtigt en række sygdomme, og dør i løbet af kort tid. Hvis man gør det modsatte, nemlig lader syge dyr opholde sig i bestemte, pulserende magnetfelter, bliver de raske. Denne opdagelse er blevet til vore dages magnetterapi klinikker.

Magnetfeltet påvirker hæmoglobinmolekylets 4 iltbærende jernatomer, så disse får evnen til at optage hvert sit iltmolekyle. Iltpartialtrykket P_a0₂ (ikke blodtrykket) stiger da som tegn på at iltmængden i blodlegemet er ved at være optimal. Denne proces måles med et iltpartialtryk-måleapparat (P_a0₂-meter). Idrætsfolk, f.eks. norske Grete Waits, VM-guld i maraton, norske Ingrid Kristiansen, VM i 10.000 meter, og dyre-sportsstjerner, f.eks. den amerikanske hingst The Black Stallion, udnytter denne evne til at kunne optage mere ilt ved at lade sig 

magnetbehandle umiddelbart før en sportspræsentation. Derved forsinker de det tidspunkt, hvor mælkesyren i musklerne gør disse trætte og ømme. Præsentationerne bliver bedre. MEN, da man også derved har brugt mere energi, bliver man bagefter også mere træt - som efter en doping! Derfor har man i visse lande forbudt at give trav- og galopheste magnetfelt terapi i dagene op til et løb. Evnen til at optage mere ilt starter allerede efter få minutter, og er optimal efter ca. 15 minutter. Iltpartialtrykket kan stige 2-4 gange.

Under magnetterapien udvider blodårer og -kar sig ganske svagt. Dette er bl.a. et tegn på at det behandlede områdes væv afslappes.
Når blodlegemet optager mere ilt, får det en aerodynamisk form, samtidig med at det kan miste evnen til at klæbe til andre blodlegemer (møntrulleeffekten).
Linus Pauling, fik Nobels Kemi Pris i 1954 for bl.a. at påvise at blodlegemerne ikke klumpede sig sammen, hvis de udsat for magnetisme.

Mere plads i karrene, samt blodlegemernes bedre aerodynamik gør, at blodets strømningshastighed kan forøges. Kredsløbsforøgelserne er målt med et blodflowmeter, og man har målt at hastigheden kan forøges op til 4 gange. Målinger af blodtryk og puls viser, at disse ikke ændrer sig nævneværdigt under og efter magnetfelt-behandlingen. Produktionen af iltbærende røde blodlegemer forøges ligeledes.

Patienter, der har for ringe kredsløb i hænder, ben og fødder, udtaler ofte straks efter en magnetterapi, at disse er blevet dejligt varme.
Varmen er opstået efter at blodstrøms- og stofskiftehastigheden er blevet forøget. De små kapillærer i hudoverfladen har også fået ny tilførsel af ilt og næring, og affaldsstoffer er blevet bortledt. Patienterne virker mere afslappede efter behandlingen, og udtaler i

dagene efter behandlingen, at deres muskler og led ikke mere føles stive og ømme. På termografi ses det tydeligt at hudoverflade-temperaturen stiger jævnt allerede efter 3-5 minutters behandling - op til ca. 3° C. Efter en serie behandlinger er der renset så meget ud i affaldsstofferne, (f.eks. urin syreophobninger i ekstremiteterne), at kredsløbet er blevet mere normalt.

En levende celle afgrænses af en membran, gennem hvilken forskellige vigtige stoffer skal passere - ind og ud. Membranens evne til at åbne og lukke sig (permeabiliteten) er betinget af et elektrisk fænomen: Når cellen er rask, og i hvile, er der mellem inder- og ydersiden af membranen en elektrisk spændingsforskel på ca. 70-90 tusindedele volt (mV). spændingen er resultanten af de samlede elektriske kræfter ved ioners vandring gennem membranen, samt ved passiv diffusion og osmose. Musklers og nervers potentiale er ca. 90 mV., og kræftcellers er ca. 10 mV. Disse elektriske størrelser måles med bl.a. et Volta-apparat.

Er imidlertid membranens permeabilitet IKKE i orden (ionbalancen), opstår der er dysfunktion i cellen, der dør, hvis der ikke gribes ind med behandling.

Er membranpotentialet (ionbalancen) for svag i gruppe af samme slags celler og lader man derfor cellegruppen blive påvirket af et magnetfelt, der pulserer med en bestemt takt, hæves potentialet, og cellegruppen kan begynde at arbejde normalt igen.

Det viser sig, at bestemte magnetiske pulseringshastigheder korresponderer med bestemte grupper af samme slags celler. Man kan sige, at de magnetiske frekvenser kommer i resonans med cellernes egne vekselspændings-frekvens.

Det er tydeligt, at hvis man skal bekæmpe en inflammationstilstand, skal man anvende meget lave frekvenser, f.eks. omkring 2-5 magnetimpulser pr. sekund (2-5 hertz eller Hz.). Ønsker man at bekæmpe parodontose, er den bedste frekvens 10 Hz., og mod prostatitis 24 Hz.

Enhver cellegruppe har således sin egen elektriske frekvens, eller "kaldesignal", der ved påvirkning udefra med et elektromagnetisk felt der pulserer med samme takt, kan forstærkes eller normaliseres.
Påvirker man en bestemt cellegruppe med en anden pulseringstakt end dens egen, reagerer den næsten ikke. Man kan ikke ændre på cellegruppers egen tal, og derfor kan man ikke fejlbehandle.

De fleste af vore celler har negativ elektrisk ladning, men mange andre celler er positiv ladede. Man skal derfor vide, om man skal tilføre positiv eller negativ magnetisme under behandlingen. Her er nogle tommelfingerregler nødvendige: Inflammationstilstande, smerter, nerveproblemer, søvnproblemer og depressioner behandles med negativ (- minus) magnetisme.

Man kan her filosofisk sige, man sederer, sænker energipotentialet.

Ønsker man at et sår eller brud hurtigere skal læges, eller ønsker man at styrke blodcirkulationen, giver man positiv (+ plus) magnetisme. Man toniserer, hæver energipotentialet.

Når stofskiftet og kredsløbet øges, udskilles affaldsstofferne i stærk forøget og koncentreret form. Dette mærkes af både patienten og dennes omgivelser på at udåndingsluft, kropssved, urin og afføring lugter stærkere.

Patienten kan også mærke prikkende fornemmelser i sår, ar, brud, åreknuder, betændte steder, og i 'forkalkede' blodårer. En del patienter mærker kulde eller varme, eller bliver lettere utilpasse og trætte. Der kan opstå humørsvingninger, ligesom tidligere sygdomme kan blusse kortvarigt op.

Disse reaktioner er magnetterapeuten (eller dig selv som selvbehandler) interesseret i at notere, idet de er et tegn på, at der er 'sat noget igang'.

Opnår patienten (dig selv) IKKE nogen af overnævnte reaktioner, betyder dette enten, at patienten (eller dig selv) ikke kan hjælpes med magnetterapi, eller at der ikke er sat ind med den rigtige pulseringstakt (Hz.) eller polaritet.

a. Patient (og terapeut) må IKKE bære hjertepacemaker (hjertestimulator) af ældre type. En sådan pacemakerbruger må ikke under nogen omstændigheder komme i nærheden af noget som helst stærkt magnetisk felt, idet pacemakeren derved kan blive utilsigtet omprogrammeret. Dermed er det også sagt, at genstande som patient og terapeut bærer på sig, som indeholder elektronik, ikke må komme for tæt på magnetapparatet, når dette er tændt. Genstandene kan være ure, høreapparat, hørebrille, CD'ere, discetter etc. Også et kreditkort, telekort eller lign. med magnetstrimmel og chip tager skade af magnetfelter.

Magnetbølgerne fra behandlings apparatet rækker m.h.t. ovenstående forsigtighedsregler ca. ½-1 meter ud fra apparatet, afhængig af fabrikatet.

Terapeuten bør heller ikke stå placeret tæt ved apparatet hele arbejdsdagen, under drift, idet magnetbølgernes udstråling også giver terapeuten en lille behandling. Derved kan terapeuten få de samme reaktioner som patienten.

Patienter med tarmblødninger bør man ikke behandle, da netop magnetfeltet sætter blodhastigheden op. Det gælder også for kvinder hvis disse har en kort og stærk menses, hvis dette er aktuelt på behandlingsdagen.

Gravide patienter (og terapeuter) kan udmærket tåle magnetterapi hvis svangerskabet forløber normalt. I tilfælde, hvor patienten er ryger, vil jeg oven i købet anbefale det, idet den gravide hermed optager mere ilt - til gavn for dem begge.

Også diabetikere kan få magnetterapi. Dog vil jeg råde disse patienter til at være ifølge med en anden, medbringende nogle stykker sukker, samt at diabetikeren under behandlingsforløbene ofte kontrollerer sit blodsukker.

Patienter, der har eller har haft epilepsi, skal under de første magnetbehandlinger være opmærksom på eventuelle anfald.

b. Forskellige landes sundheds-autoriteter har hver sine egne restriktioner for hvem der må behandle hvilke patienter for hvilke sygdomme, og med hvilket middel eller på hvilken måde.

Den amerikanske sundhedsstyrelse (Food and Drug Administration) har f.eks. godkendt pulserende magnetterapi mod knoglebrud og sår, der ikke vil heles.
Det Hollandske Helse- og Sportsministerium har i april 1999 påbudt hospitaler gennem et forsikringssystem at udlevere magnet terapi apparater til selvbehandling i patientens hjem, mod knoglebrud m.v.

Magnetterapi apparater skal senest medio 1998 være godkendte og CE-mærkede for lovligt at måtte markedsføres i EU- og EFTA-lande. MiniMag er godkendt og CE-mærket.

Der er ikke konstateret bivirkninger ved magnetterapi. Det betyder ikke noget om patienten har indopereret metal eller stål, eller

har plomberinger eller proteser af forskelligt materiale.
Behandlingen er fuldstændig smertefri.

Når terapeuten (eller dig selv) har stillet diagnosen samt har checket for kontraindikationer (de nævnte sygdomme, pacemaker og medikamenter), lægges ure og andre elektroniske genstande 1-2 meter væk fra apparatet.
Patienten (eller dig selv) beholder tøj, sko og eventuelle smykker på. Derefter placerer patienten (dig selv) sig i behandlingsstolen eller på behandlingsbriksen, afhængig af om terapeuten (dig selv) ønsker behandlingen siddende eller liggende. Stolen eller briksen må gerne være af metal eller jern, og har patienten (dig selv) f.eks. en gipsbandage på, er dette heller ingen hindring, idet magnetbølgerne gennemtrænger alt, bortset fra tykke stålvægge.

Efter endt behandling giver apparatet sit slut-signal.

Behandlingstiden er ca. 20 minutter.
Man skal som regel behandles hver anden dag i den første 1½ uge. I den næste 1½ uge behandles hver 3. eller hver 4. dag. Skal der yderligere behandlinger til, foretages disse 1, højst 2 gange ugentligt.
Efter få behandlinger (højst 1-4), kommer patientens reaktion. Da ved man at patienten (dig selv) er ved at gå fra KRONISKE sygdomsfase til REAKTIONSFASEN. Nu gælder det om at fastholde reaktionen på et rimeligt mærkbart niveau. Filosofisk vil man sige, at man må alle sygdommens tidlige faser hurtigt igennem - bagfra.

Her er det vanskeligt at svare. Nedenstående gennemsnitstal skal tages med forbehold, og kan variere meget fra patient til patient.

Akutte skader såsom forvridninger, forstrækninger, fibersprængninger m.v. ca. 4-10 dage = ca. 4-8 behandlinger.
Akutte betændelsestilstande, så som bylder, underlivsbetændelse, seneskedebetændelse, tennisalbue, betændte sår, m.v. ca. 6-14 behandlinger.
Ved ukomplicerede brud spares let 20-30% af ophelingstiden.
Ødemer ca. 8-20 dage = ca. 5-12 behandlinger.

Ældre personer med gigtproblemer kan ikke forvente helt at blive symptomfri. Imidlertid kan man fjerne smerterne og skabe bedre blodcirkulation. Dette giver patienten bedre mobilitetsevne og -lyst, hvilket igen kan optræne en bedre blodcirkulation. Ofte ser jeg, at ældre gigtpatienter kommer til magnetbehandling 1 gang månedligt som en slags "vedligeholdelse", eller "forebyggelse".

Det er sjældent. at behandlings tallet overstiger 20.

Der findes over 25.000 lægevidenskabelige forskningsrapporter om magnetfeltterapiens indvirkning på mennesker, og over 5.000 rapporter om dens indvirken på dyr...